Generalforsamling 2021

Formandens beretning

Ja, det er jo ikke engang et år siden sidst. Men på grund af Covid-19-situationen måtte sidste års generalforsamling udsætte så vi endte med at holde GF-2020 online i januar 2021.

Jeg ville ønske, jeg nu kunne sige, at vi nu er komme godt igennem Covid-19-situationen, men den hænger i talende stund og truer særligt vores børnehold med nedlukning.
Sidste sæson løb stille og roligt ud i sandet. Vi kunne ikke afhold opvisning og Corona-restriktionerne gjorde det umuligt at forsøge lidt træning i foråret. Det blev til en enkelt weekendtræning for vores springhold lige inden sommerferien, mens vores traditionelle sommerhold – Forældre/barn i Frejlev og CrossGym (udendørs) godt kunne invitere til træning, hvis man vel og mærke havde et Corona-pas og brugte sprit i rigelige mængder.
Sommeren over arbejdede vi frem mod en ny sæson, der som udgangspunkt ikke var underlagt nogle restriktioner. Vi måtte dog i sidste øjeblik tage Cross Dance af plakaten igen, da Christine fortsat var skadet. Heldigvis trådte Jeanette til med Step og styrke, så vi kunne få sved på panden alligevel. Vi kunne desværre ikke tilbyde spring i Sønderholm pga. mangel på instruktører og det lykkes kun at oprette de to øvrige børnehold i Sønderholm, fordi Marianne velvilligt trådte til på begge hold. Stor tak til Marianne. Uden dig ville vi ikke kunne tilbyde noget til børnene i Sønderholm. Lad det være en opfordring til beboere i Sønderholm. Vi har masser af hal-tider og giver gerne instruktørkurser, men vi mangler hænder for at kunne tilbyde flere fritidsaktiviteter til børn og unge i Sønderholm.
I år forsøgte vi os med Cross Gym for teenagere, først med opstart udendørs i Frejlev, men nu hvor det er blevet mørkt er de rykket i kælderen. Der er godt tilslutning og holdet blev faktisk fyldt i løbet af de første par uger. Generelt er vores børnehold kommet stærkt igen ovenpå nedlukningen sidste sæson. Der er fyldt godt op på næste alle vores børnehold. Desværre halter det lidt med voksenholdene. Måske ikke så meget med tilslutningen, men mere på udbuddet. Vi er desværre reduceret til kun 4 voksehold denne sæson og så tæller Cross Gym endda for to hold. Faktisk har en flok medlemmer været så ivrige, at de har arrangeret ”åben hal” hver onsdag. Stor ros til det gode initiativ, men det betyder ikke, at vi ikke stadig søger vokseninstruktører.
Vi ser nu frem mod en ”normal” sæsonafslutning den første weekend i april 2022, men er samtidig meget opmærksom på udviklingen af smitte-spredning blandt særligt de yngste skolebørn. Vi håber ikke det får betydning for vores træning vinteren over.
Til sidst vil jeg kort nævne de forandringsvinde der blæser over RIF, vi skal efter den formelle del af GF i dag nok uddybe tankerne for fremtiden og betydningen for RIF Gymnastik, men her skal blot nævnes at vi jo i næste uge skal stemme om vedtægtsændringer til det ekstraordinære GF i RIF. Ændringerne kommer ikke til at betyde det store i vores daglige arbejde i RIF Gymnastik, men ændringerne har fået os til at kigge med andre øjne på vores organisering, og vi håber i fremtiden at kunne åbne mere op og byde flere forældre og medlemmer ind til at hjælpe med de mange små konkrete opgaver der løfter RIF Gymnastik.
Én ting der allerede er vedtaget i forbindelse med at RIF ønsker at blive en mere professionel idrætsforening, er et nyt fælles medlemshåndterings-system, som træder i kraft i løbet af foråret, men dog først rigtigt bliver aktuel for RIF Gymnastik ved sæsonstart i august 2022.
Til sidst vil jeg benytte lejligheden til at sig stor tak til alle vores instruktører og hjælpeinstruktører. I gør det godt og det er så mega fedt alt det I giver alle vores medlemmer. Ligeledes vil jeg sig stor tak til bestyrelsen. Vi er efterhånden ved at være en velsmurt maskine, men det betyder jo ikke at den kører af sig selv. Vi håber som sagt, at kunne uddele nogle af vores opgaver til forældre og medlemmer i fremtiden, men vi skal jo også være realistiske og være bevidst om, at ikke alle opgaver kan lægges ud. Så vi har fortsat brug for hinanden, og jeg er SÅ glad for at I vil være med fremadrettet. TAK.


Mette Nimand